1. april 2023 fik Danmark og Norden en ny europamester – vi har været så heldige at få Interview af Senpai Nikolaj Lunn Jensen
Hvornår startede du med at træne karate? Og hvordan har karate udviklet sig for dig gennem årene?
Jeg trådte for første gang ind i Roskilde Karate Klub i 2004, da jeg var kun 5 år gammel. Dengang kunne man først starte som 8-årig, så det var noget af en udfordring for lille Niko. Efter et år, men med 10. mon bestået, stoppede jeg i tre års tid. Jeg var dog stadig en del af Roskilde Dojo, fordi min storebror, Rasmus Lunn Jensen, fortsatte sin karaterejse. Flere gange ugentligt sad jeg ude på sidelinjen og fulgte med lys i øjnene med. Inspireret af min storebrors formåen, trak jeg igen i gien som 10-årig og fortsatte den rejse, mit hjerte havde påbegyndt år forinden.
Karate har udviklet sig for mig på et væld af forskellige måder. Der er naturligvis det tekniske aspekt, hvor træning i starten bør være fuld af endeløs repetition af karatens grundprincipper- og teknikker, så de bliver primærnatur for kroppen. Efter en masse år med disse principper og trofasthed over for ens instruktørers respektive træningsformer, kommer der helt naturligt en fase, hvor man er eksperimenterende, innovativ og konstruerer sine egne principper i overensstemmelse med egen erfaring og filosofi. Det er nok det stadie, jeg er nået til i mit liv. Og det kommer vel til at vare 20-30 års arbejde endnu, før det bliver af en nogenlunde kvalitet.
Taler vi om min karaterejse som helhed, har den bevæget sig fra at være en ungkarls sport til at blive fundamentet for filosofisk udfoldelse med fokus på de etiske og spirituelle aspekter, Kyokushin indebærer. Denne dimension har altid interesseret mig, men er især de senere år blevet fremherskende. Samtidig arbejder jeg naturligvis stadig på at udvikle mig fysisk og teknisk, men når man graduerer til de mørkere bæltefarver, bør der opstå en interesse for etik og spiritualitet. Dette er i hvert fald Sosais ønske. – Uden denne dimension er karate efter min mening blot vold og gymnastikøvelser.
Picture by Okiem Sportowca
Hvornår startede du med at træne kata? Og hvorfor?
Som karateka har jeg altid trænet kata, og også deltaget i stævner her og der, når Shihan Bülow har bedt mig om dette. Men det er først, da jeg nåede en vis modenhed og havde mødt tilstrækkelig modgang i livet, at kata åbnede sig for mig. Jeg husker flere skælvsættende begivenheder i mit liv, hvor kata har stilnet mit sind og mit ego, for hvilket hele verden fejlagtigt drejer sig om det selv.
Picture by Okiem Sportowca
I Soto-zen finder vi princippet ”Shikantaza”, oversat til ”Just sitting”, hvor instruksen blot er at sidde. Uden at gøre noget. Idéen værende, at sindet langsomt finder ro og at selvets forvrængning af verden træder i baggrunden, så livet, med alt hvad det indebærer af helt normale mirakler, kan indtage scenen. Der er en enorm frihed i denne tilgang til livet. Just kata. Det er ikke nemt, og jeg er bestemt ikke specielt dygtig til det, men det er træningen igen og igen at vende tilbage til kataen, til livet.
Photo by Pi-photo.pl
Det vigtigste i katatræning, og karatetræning i sin helhed, er altid at vende målbevidst tilbage til den. Hvis du ønsker at lære dig selv at kende gennem karate, må du træne uanset om du er uoplagt, frisk, sørgende, glad, ked af det, stresset, modløs, vred osv. Jeg har en masse fantastiske venner, som altid er der for mig, men der én ven over dem alle, som ikke også lever sit eget liv og derfor altid venter lige præcis på mig: Min dogi.
Du er kommet hjem fra EM 2023, som europamester i kata – hvad er dine tanker om dette?
Sosais 8. motto lyder: “All selfish desires should be roasted in the tempting fires of hard training”. Så mine tanker er, at det kan da godt være, jeg er europamester i kata, men glæden må forblive kortvarig, da jeg har en masse forbedringer, jeg skal hjem og træne på. Men jeg vil samtidig sige, at europamestertitlen er et symbol på, hvad Roskilde Karate Klub og Dansk Karate Union kan præstere og producere på den internationale katascene. Mine tanker om titlen er derfor, at den vidner om, hvor fantastisk karate er i Danmark. – Og dét budskab vil jeg med stolthed være bannerfører for.
Hvordan var din forberedelse til stævnet?
Under normale forhold træner jeg meget varieret og gerne hver dag. Både normal holdtræning, kamptræning, styrketræning og katatræning. Karaten trives nemlig bedst, når vi kæler for alle dens discipliner. Når jeg nærmer mig større stævner, som for eksempel EM, skruer jeg katatræningen op fra tre gange om ugen til fem-seks gange. Det er ekstremt hårdt for leddene, så derfor skruer jeg ned for nogle af de andre træninger.
Picture by Okiem Sportowca
Men træning er ikke min eneste forberedelse. Der er mange aspekter af forberedelsen, som kan have enorm betydning. I min optik er der intet, som er løsrevet den endelige kata inde på tatamien. Hvis man gerne vil blive god til karate, må man altid tænke i karate: filosofere, justere, eksperimentere og researche døgnet rundt. Dem som kender mig ved, at karaten ikke lader sig afgrænse til bestemte tider i dojoen. Den er allestedsnærværende, og vi bør altid se os selv som ambassadører for Kyokushin og vores respektive dojoer, når vi bevæger os ud i samfundet.
Photo by Pi-photo.pl
Med sejren sikrede du dig en plads til det første VM i kata – hvad er dine tanker om dette?
Jeg er beæret over at kunne repræsentere Roskilde Karate Klub, Danmark og mine Shihans til det første VM i kata nogensinde. Det i sig selv er en sejr. Jeg vil gøre alt for ikke at skuffe mit bagland og træne hårdere og mere dedikeret end nogensinde før. Det er takket være dem, at jeg overhovedet er nået så langt til at starte med. Ord er fattige, når det kommer til at beskrive, hvad det betyder for mig at kunne dele sådan en rejse med så mange inspirerende karatekas, venner og familie.
Hvad er vigtigst for dig i karate?
En dojo uden respekt og venskab er blot en bygning. En dojo er et tidløst sted, hvor mennesker kan komme og dedikere sig til livet. Både børn og voksne kultiverer i dojoen nogle af de vigtigste kvaliteter i ethvert liv: Disciplin, respekt, tålmodighed, selvopofrelse, venskabelighed, selvkontrol, sindsro og mange flere. Det vigtigste for mig i karate vil derfor være min dojo og at kunne bidrage til den og dens medlemmer. Uden ildsjæle og instruktører var mit liv aldrig blevet så magisk, som det er i dag. Roskilde Dojo ledes Shihan Jan Bülow og Shihan Jesper Trier. At passe på dojoen er derfor også en måde at ære dem og alle de værdier de til stadighed viderefører til hundredvis, og gennem tiden tusindvis, af mennesker.
Af og til taler jeg med civile, som ikke forstår, at vi er så mange, der arbejder så meget for karaten. Til dem svarer jeg det omvendte. Jeg forstår ikke, hvordan man kan lade vær.
Picture by Okiem Sportowca
Hvis du skulle give et råd til en karateka som gerne vil med til EM – hvad skulle det så være? Hvad ville du gerne have vidst?
Først vil jeg citere Shihan Cameron Quinn: ”Take your time, but be quick about it”. Det er sådan, jeg føler min rejse indtil nu kan karakteriseres. På intet tidspunkt har jeg haft travlt med at opnå en placering til EM. Jeg har ikke skyndt mig eller forhastet min træning. Tålmodighed er en dyd. Men jeg har heller ikke slappet af på noget tidspunkt. Vi må ikke spilde én eneste dag. Det er en spændende balance at finde gennem hele sit liv. Gichin Funakoshi har sagt, at karate er som kogende vand. Det må konstant tilføres varme.
Mit andet råd er at kultivere Shoshin – Beginner’s Mind. Det unikke ved karatetræning er, at vi altid tager til træning for at få at vide, at vi ikke er dygtige nok. De som kender mig ved, at jeg er min egen værste kritiker. – Det er aldrig godt nok, når jeg træner kata! Samtidig går vi til vores egen utilstrækkelighed med den største eventyrlyst og optimisme. Der er altid nyt at lære om sig selv gennem karaten.
Photo by Pi-photo.pl
Et sidste råd er at huske, at alle placeringer er flygtige. Danmarksmester, europamester, EM-deltager, VM-deltager (you name it) er blot forgængelige titler. I morgen kommer der en ny, ung og dedikeret karateka og vipper mig af pinden som var jeg ingenting. Og så er det ham, alle vil tale om. Og ham vil jeg allerede nu klappe ad. Det er sådan, det bør være. Before enlightenment, chop wood, carry water. After enlightenment, chop wood, carry water.
Hvad er dit mål med karate?
Mine kortsigtede mål er med karate at komme mere ud i verden og fortsætte med at repræsentere Danmark ved en masse stævner. Jeg vil gerne lære så meget som muligt fra så mange forskellige mestre som muligt, så jeg kan tage ny viden med hjem.
Mit største mål med karate er at blive halvt så dygtig som Shihan Trier og en fjerdedel så dedikeret som Shihan Bülow. Så er jeg sikker på, jeg kan være med til at værne om og udvikle Roskilde Karate Klub og Dansk Karate Union mange år frem i tiden. – Og det vil jeg gerne gøre sammen med mine venner.
